Close X sociale-medier-linkedin

Sociale medier #3: Lav forretning på LinkedIn

Socialt medie med professionelt fokus

LinkedIn er et socialt medie på lige fod med Facebook og Instagram, fordi brugerne kan interagere med hinanden, men det adskiller sig fra øvrige sociale platforme ved at have et professionelt fokus.

På LinkedIn ser vi ikke billeder fra børnefødselsdage og gymnasiefester. Vi ser ikke personlige statusopdateringer om præstationer i fitnesscentret. Og skøre kattevideoer eller dramatiske sensationsartikler hører ikke til her.

Til gengæld kan vi læse faglige artikler og se, når virksomheder opnår resultater eller søger nye medarbejdere. Vi kan følge med i kollegaers og vores faglige netværks karriere og arbejdsliv.

På Facebook og Instagram når vi forbrugerne, mens vi på LinkedIn når ud til andre virksomheder, kunder og samarbejdspartnere.

LinkedIn er derfor særlig velegnet til B2B-virksomheder (Business to Business).

Det giver næsten sig selv, men det betyder altså, at jeres opslag på LinkedIn skal være anderledes end dem på Facebook og Instagram.

 

Vis hvad I kan

Det, I slår op, deler, liker og kommenterer på LinkedIn, skal have et professionelt islæt. Det er vigtigt. Men det betyder desværre, at mange virksomheder ofte havner i en situation, hvor de taler for meget om sig selv.

I vil tit falde over opslag, der lyder nogenlunde sådan her:

”Vi har fået en ny medarbejder til marketingafdelingen”.

”Vi åbner en ny afdeling i Holstebro”.

”Vi har landet en ny aftale med en kunde”.

Og sådan fortsætter det.

Den type opslag skal der selvfølgelig være plads til på LinkedIn, og det er vigtigt at flage med succeshistorierne. Men de må helst ikke stå der alene.

Sørg for at leve op til talemåden ”Show it, don’t tell it!”. Hvis I er knalddygtige til at designe hjemmesider, så del hellere end gerne ud af jeres viden på området. Det øger jeres troværdighed, og potentielle kunder og samarbejdspartnere, vil formentlig vælge jer frem for andre, hvis de kan se, hvad I duer til.

Hvis I deler interessant indhold, der har værdi for læserne, har de endnu mere incitament for at følge jer på LinkedIn.

 

Trafik til hjemmesiden

Jeres opslag på LinkedIn vil ofte linke til en nyhed eller måske et blogindlæg på hjemmesiden, så I skaber trafik dertil, hvis de klikker på linket.

Facebook og Twitter er stærke medier, når det gælder om at få delt historier, blogindlæg og billeder. Men når det handler om at generere trafik til jeres side, er LinkedIn klart i førertrøjen.

LinkedIn sender næsten fire gange så mange mennesker forbi hjemmesider sammenlignet med Facebook og Twitter.

Og hvad betyder det for jer? Jo, hvis I vil have folk til at besøge jeres hjemmeside, så kan det være en god idé at lave et interessant opslag på LinkedIn.

 

Stor mulighed for synlighed

I modsætning til Facebook og Instagram er der ingen algoritmer på LinkedIn. Det betyder, at alt indhold bliver vist på brugernes sider – også det folk liker og kommenterer.

I har sikkert set, at de opslag, kollegaer liker, bliver vist i jeres nyhedsfeed. Det betyder, at opslag kan nå ud til rigtig mange LinkedIn-brugere, hvis folk interagerer med jeres opslag.

Derfor er det en god idé at producere indhold, som folk har lyst til at like eller kommentere. Og så er det selvfølgelig en god idé at lufte over for jeres virksomheds ansatte, at opslagene når længere ud, hvis de også liker dem. De ansatte skal ikke føle sig tvunget til det, men hvis I laver opslag, de er stolte af, kommer likes ofte helt af sig selv.

 

Derfor skal I have en LinkedIn-side

Hvis I er en B2B-virksomhed, der vil i kontakt med andre virksomheder, potentielle samarbejdspartnere og kunder, så er LinkedIn et godt sted at finde dem.

Derudover giver det god mening at være på LinkedIn, når I har brug for nye medarbejdere. Her kan I slå jobs op eller søge efter relevante profiler.

 

Dette indlæg er en del af en serie, hvor c:ommunicate guider dig igennem mediejunglen og oplister fordele og ulemper ved de fire største sociale medier.

Indlægget om LinkedIn er det andet i serien. Læs de første indlæg her: Sammensæt din virksomheds kanal-pakke og Folkefavoritten Facebook

Følg med på vores LinkedIn- eller Facebookside og se, hvornår vi udgiver næste indlæg i serien.