Close X nytaarsforsaetter

Professionelle nytårsforsætter

Nu du er i gang med at lave løbeprogrammer og madplaner for at opfylde årets nytårsforsætter, hvorfor så ikke føje nogle professionelle af slagsen til strategien?

Vi giver dig her syv bud, som kan gøre dig til en dygtigere og bedre medarbejder.

 

1: Finpuds dine skrivekundskaber

Vi kan altid blive bedre til at skrive! Men i modsætning til det at cykle, kræver skrivekundskaberne vedligeholdelse. De skal smøres og pudses, så de fremstår skarpe til enhver tid.

Prøv at gøre det til en vane at skrive 30 minutter hver dag (også gerne i weekenderne). Når du har samlet en god stabel tekster, kan du med fordel kigge de ældste igennem og se, hvor de kan gøres bedre.

 

2: Følg med Google

Ved hjælp af søgeordsoptimering (SEO) er det muligt at få dine tekster placeret højere oppe i Googles søgeresultater, så der er større chance for, at din modtager finder dine tekster. Men Google ændrer hele tiden algoritmerne, for at du som forbruger får den bedste oplevelse. Det betyder dog, at du som virksomhed skal holde dig opdateret med Googles ændringer, hvis du vil sikre, at dine tekster ligger rigtigt placeret.

Tag på SEO-kurser, spørg eksperter til råds eller læs faglige artikler, så du hele tiden er opdateret.

 

3: Forbedr dine designkundskaber

Visuelt indhold bliver mere og mere vigtigt inden for kommunikation og marketing. Specielt på sociale medier er billeder, grafikker og videoer vigtige, da de øger antallet af likes, kommentarer og delinger. De vækker modtagerens nysgerrighed og letter forståelsen af budskabet.

Har du ikke mod på selv at kaste dig ud i nye programmer, kan du tage kurser i beherskelsen af grafiske værktøjer så som Photoshop og InDesign.

I dag findes der massevis af gratis værktøjer på nettet, så du nemt og helt gratis kan lave dine egne grafikker eller redigere dine billeder.

F.eks. kan du bruge Canva eller Pixlr.

 

4: Hold pauser med god samvittighed

Rigtig mange undgår at holde pauser, fordi de er bange for at fremstå useriøse og uproduktive. Men det kræver meget energi at koncentrere sig i mange timer ad gangen, og derfor falder produktiviteten og kvaliteten helt automatisk, hvis ikke du lader dig selv holde korte pauser i ny og næ.

Hent en kop kaffe, rejs dig og stræk benene eller gå en kort tur og få lidt frisk luft, når du rammer muren og blot sidder og stirrer ind i skærmen. Og gør det med god samvittighed. Du vil sikkert opleve, at det giver dig ny energi til at løse den opgave, du førhen sad fast i.

 

5: Bliv klogere med podcasts

Der findes mange podcasts om alle mulige emner, så hvorfor ikke udnytte tiden, når du står og laver aftensmad eller kører hjem fra arbejde til at blive klogere?

Prøv at søge på podcast inden for dit fagområde og se, om du kan finde nogle spændende oplæg.

 

6: Spørg om hjælp

Hvis du løber ind i et problem, du ikke umiddelbart kan løse, så vær ikke bange for at spørge dine kollegaer om hjælp. Det kunne jo være, de sad med en nem løsning, det ellers ville have taget dig timer at finde frem til.

På samme måde kan du med fordel sparre med dine kollegaer om opgaver – som regel er flere hjerner bedre end én, og det er sundt at få et par ekstra øjne på sagen.

 

7: Læs, læs, læs

Ved at læse bøger (både faglitteratur og skønlitteratur) udvider du din horisont og lærer hele tiden noget nyt. Samtidig kan det gøre dig til en bedre skribent. Ved at læse andres tekster, bliver du automatisk bedre til selv at formulere dig på skrift.

Så kast dig endelig over en god bog i din fritid.

 

(Kilde: HubSpot)