Close X likes

Sådan øger du engagementet på Facebook

Vi har i et tidligere blogindlæg været omkring Facebooks algoritme, som er den matematiske formel, der bestemmer, hvor langt dine opslag når ud på organisk vis (altså uden at bruge annoncekroner). Hvor mange mennesker, dine opslag når ud til, afhænger af, hvor meget følgerne liker, kommenterer eller deler dit opslag. Det er vigtigt at have for øje, når du udarbejder og poster opslag på din Facebookside.

I blogindlægget hér guider vi dig til, hvordan du kan øge engagementet på din virksomhedsside. Men der er ingen ”one size fits all”-løsninger, når det kommer til sociale medier. Det kan være hårdt arbejde at få opslag ud over stepperne, og indholdet afhænger i høj grad af dit brand og produktet, du sælger.

 

Lav relevant indhold

Den skinbarlige sandhed er, at (for)brugerne ikke kun vil høre om din virksomheds produkter. Mange virksomheder falder i fælden og laver indhold, der kun omhandler deres produkter eller branche – og det skaber sjældent engagement. Brugerne er i højere grad villige til at kvittere med et like eller en kommentar, hvis de føler, at de får en reel værdi ud af opslaget.

Sælger du eksempelvis hårprodukter, skal du ikke udelukkende lave opslag med tilbud, forskellige produktvarianter og nyheder. I stedet kan du eksempelvis supplere med tips til håropsætninger, de seneste hårtrends og andet indhold, der omhandler hår, styling og pleje. Det gælder altså om at lave opslag, der giver brugerne en form for ”aha-oplevelse”, hvad enten det er overraskelse, underholdning, inspiration eller brugbare oplysninger.

 

Vis personlighed

Konkurrencen om brugernes opmærksomhed på Facebook er støt stigende, og derfor gælder det om at skille sig ud fra mængden. En måde at gøre det på er at vise personlighed – enten ved at gøre brug af forskellige personlighedstræk i sine opslag eller personlig branding. Personlighed skaber identifikation hos brugerne, og derfor også ofte engagement.

Det kan eksempelvis være en god ide at kommunikere holdninger og værdier på Facebook. Det kan være alt fra, at virksomheden går ind for bæredygtighed eller økologi, eller at man i et opslag tager afstand fra aktuelle sager fra sin branche, der florerer i medierne. Forbrugere vil gerne se, at virksomheder tager stilling og ansvar, og her er Facebook en oplagt platform at vise det. Humor og selvironi er et andet effektivt personlighedstræk, men her handler det i høj grad om at kende sin målgruppe. Bruges det rigtigt, kan det være et stærkt middel til at fange og underholde brugerne. Det giver kant, og det kan brugerne godt lide.

En anden måde at give brandet personlighed på er ved at gøre brug af personlig branding. Tag f.eks. skønhedsbrandet Rudolf Care, som meget aktivt anvender stifteren Andrea Rudolf i sin markedsføring. Ved at sætte ansigt på virksomheden kan brugerne bedre identificere sig med brandet og er derfor også mere tilbøjelige til at engagere sig i det. Mennesker vil ofte hellere interagere med andre mennesker, og det bør man som virksomhed tage med i sine overvejelser, når man laver indhold til de sociale medier.

 

Vær social

Når man som virksomhed bevæger sig ud på de sociale medier, er det vigtigt, at man indgår på mediernes præmisser. Og på sociale medier handler det om at være social. Særligt Facebook, men også de øvrige sociale medier, er ikke platforme for envejskommunikation. De er derimod skabt til at facilitere interaktion mellem mennesker, og det er også den måde, virksomheder skal anvende dem på. Brugerne forventer ganske enkelt, at virksomhederne står til rådighed for dialog. Det betyder, at man altid skal besvare henvendelser, uanset om de er negative eller positive – og gerne så hurtigt som muligt. Hvis brugerne føler sig hørt og værdsat, vil de med stor sandsynlighed engagere sig i fremtidige opslag også.

 

10 hurtige tips til øget engagement:

  1. Læg aldrig tekst op alene
  2. Sørg for, at videoer starter med et fængende billede (du kan vælge et startbillede, når du uploader videoen)
  3. Servér en appetitlig tekst med luft og evt. punktopstilling
  4. Læg billeder op med mennesker
  5. Tag billeder på afstand, så folk klikker på billedet
  6. Skriv tekst nok til, at brugerne skal trykke ”læs mere”
  7. Efterlad en ”cliffhanger”, når du deler links, så brugerne pirres til at klikke videre
  8. Lav ”call to attention”-overskrifter
  9. Giv brugeren en grund til at interagere
  10. Spørg altid ”what’s in it for me” (fra brugerens perspektiv)

 

 

Skal vi hjælpe dig med at skabe engagerende indhold? Så kontakt Birgitte Iversen på 23 11 50 20 eller birgitte@commu.dk